Vi havde to overnatninger, seks personer i et værelse. Bagagen blev hentet ved færgelejet ved ankomst. Værelset var traditionelt japansk i god kvalitet, med sivmåtter på gulvene, papirklædte skydedøre, kimonoer og fælles bad. Jo, der er naturligvis fine badefaciliteter på værelset men o-furo er et traditionelt japansk bad, som bør prøves.
Morgenmadsserveringen er et kapitel for sig. Der var forberedt anretning til os på aftalt klokkeslæt, i et lokale der giver associationer til afdansningsbal. Traditionel japansk morgenmad med fisk i mange afskygninger hvoraf noget skulle steges ved bordet. Derudover miso-suppe med muslinger, ris, næsten rå æg, japanske pickles og grøn te. Ikke meget for en vegetar og desuden en der ikke bryder sig om fisk. Formentlig fordi vi derfor ikke havde spist meget den første morgen havde køkkenet den næste morgen i stedet anrettet en mere vestlig udseende morgenmad til os. Den var dog stadig portionsanrette med fisk og nudler, men nu med bacon og æg, der stegte sammen på individuelle stege-apparater, bløde boller, pommesfrites sammen med laks, en lille yoghurt der smagte som koldskål og en grapefrugt skåret i tern. Rundt om os stod en mindre hær af personale som greb ind hvis vi ikke gjorde tingene rigtigt og som undrende spurgte hvorfor vi heller ikke spiste meget denne morgen.
Beliggenheden er i gåafstand til havneområdet. Det er ikke i først række til vandet, men i stedet mere rolig og med nærhed til de smukke skov og bjergområder på øen.